SÅ ENGLENE SYNGER

Forestil dig et rum med 30 babyer, og 30 unge kvinder. Hvordan lyder der? Forestil dig så, at der er helt ro. Og så begynder et orgel at spille ”Sov sødt, barnlille” og en række kvindestemmer falder ind.

Sov sødt, barnlille!

Lig rolig og stille,

så sødelig sov

som fuglen i skov,

som blomsterne blunde i enge!

Gud Fader har sagt:

Stå, engle, på vagt,

hvor mine de små er i senge!

Vi er til babysalmesang i Sogneby Kirke. Og det er nu ikke fordi de små sover. De pludrer lystigt med.  Men der er ingen skrig, klynken eller frustrerede mødre, der traver frem og tilbage i et forsøg på at berolige deres baby. Salmerne og kirkerummets ro smitter af på både børn og mødre, og babyerne ser ud til at nyde musikken og deres mors stemme. Nogle sidder roligt på mors trygge arm, mens andre møfler rundt imellem hinanden i et patchwork -tæppe af sparkedragter.

31-årige Lisa Adamsen fanger den retro-orange sparkedragt, der indeholder Josefine, som er på vej over mod prædikestolen for at udforske både den og sin nyfundne evne til at kravle.


- Jeg tog med en fra min mødregruppe til babysalmesang, fordi hun fortalte, at hendes Oskar blev rolig, når de sang. Men faktisk får jeg også selv en hel masse ud af det. Jeg kan godt lide at synge, og jeg elsker salmerne, som min mormor sang for mig, da jeg var barn, men det er mange år siden, jeg har hørt dem. Det er jo ikke lige salmer, jeg går og synger, mens jeg støvsuger derhjemme, fortæller hun, imens hun fisker sutten frem og lægger Josefine i barnevognen.


Nu er det nemlig middagssøvnstid.

KALENDER

Ingen begivenheder fundet.